Hvad udgør den danske mentalitet?

Efter en god gang overspringshandlinger på nettet ender jeg på en folketingskandidats hjemmeside og jeg falder over følgende ønske for Danmarks fremtid:
“Det er utrolig vigtigt, at Danmark bevare sin suverænitet og landets kultur og mentalitet forbliver dansk.”

Sætningen indeholder, som jeg ser det, følgende påstande:

- Danmark er suverænt og skal forblive det i fremtiden
- Danmarks kultur og mentalitet er dansk og dette skal det blive med

“Danmark er suverænt og skal forblive det i fremtiden”:
Danmark har ikke været suverænt i mange år og kan således logisk nok ikke forblive det i fremtiden. Medlemsskabet af EU har været med til at fjerne suverænitet. Men hvad ligger der i et suverænt Danmark? Som jeg ser det, vil et suverænt Danmark være en isoleret plet i en globaliseret, interdependent verden.

Men den, for mig at se, vigtigste påstand er, at “Danmarks kultur og mentalitet er dansk og dette skal det blive med”. Jeg har før diskuteret, hvorvidt danskerne kan ses som en stamme, så dette vil jeg ikke i særlig høj grad komme ind på.
Påstanden leder automatisk op til de følgende spørgsmål:
Eksisterer der hhv. en dansk kultur og mentalitet?
Kan man kategorisk snakke om “Danmarks kultur”?

Ikke nemme spørgsmål, det er i hvert fald sikkert. Hvordan defineres kultur og mentalitet eksempelvis? Men ved udtrykket dansk mentalitet og kultur ligger der den antagelse, at de er fælles  for alle danskere. Hvis mentaliteten og kultur ikke er fælles for alle danskere, kan den vel heller ikke være dansk? Uden at komme ind på om man overhovedet kan tale om danskere som andet end indbyggere i Danmark vil jeg mene, at man ikke kan finde en fælles mentalitet og kultur for alle danskere. En fælles mentalitet vil være svær at definere. Er janteloven del af den danske mentalitet? Nos nogle JA, men ikke hos alle. Er det dansk mentalitet at have nok i sig selv? Måske, men formentligt ikke mere udpræget end andre grupper af mennesker. Er det en del af den danske mentalitet at tage sig af de dårligt stillede, jf. vores velfærdssamfund? Nej, velfærdssamfundet findes også i andre land og desuden er det nok i højere grad et spørgsmål om politiske tilhørsforhold. Der findes også danske liberale. Er den socialdemokratiske lighedstanke så udtryk for dansk mentalitet efter den er blevet så udbredt på tværs af det politiske spektre? Måske, men er det ikke højere grad et spørgsmål om historisk udvikling. Der findes socialdemokrater i mange lande.
Det ovenstående er selvfølgelig en smule karikeret, men viser, efter min mening, hvordan det kan være svært at definere en dansk mentalitet og hævde sig på det som politiker. Det samme gør sig gældende for påstanden om en dansk kultur. Hvad udgør den danske kultur? Hvis man ser på kulturproduktioner såsom musik, bøger mv. som udtryk for kultur er den danske kultur meget blandet. Måske vil man svare at den danske kultur er dannebrog, flæskesteg, kolonihavehus osv. Men helt ærligt, hvor mange følger sig som dansk kulturbærer, hvis definerer dansk kultur ud fra, hvordan Danmark så ud for 50-75 år siden? Mit bud er ikke mange. I hvert fald ikke nok til at denne kultur kan kaldes dansk. Tiden, samfundet, verden er løbet fra den traditionelle kernefamilie som flagede, brugte weekenderne i kolonihavehuset osv. En kernefamilie der er udtryk for tidligere tiders Danmark.

Hvis der ikke findes en fælles dansk kultur og mentalitet, hvordan kan det så være at en folketingskandidat spiller på disse påstande?
Der kan, efter min mening, blandt andet være tale om følgende årsager:
- Folketingskandidaten har ikke gjort sig stærke nok overvejelser omkring dette.
- Det er udtryk for et ønske om at blive valgt fordi kandidaten anser disse påstande for at være være populære og dermed sikre et valg.
- Folketingskandidaten er uenig med mig, så han mener påstanden giver mening.

Hvilken af disse der er sande vides ikke, men jeg holder nu mest til nr. 3.
Endeligt kan man diskutere, hvorvidt det på denne måde overhovedet er relevant at beskæftige sig med en folketingskandidats holdninger og om det ikke bare er spild af tid?
Mine bevæggrunde for at skrive dette indlæg er bl.a. at vise, at alt ikke er sort og hvidt, at det ikke altid giver mening at snakke om kultur og mentalitet som værende dansk samt generelt at give nye perspektiver og nuancer til en meget aktuel debat (især ift. dansk kultur og mentalitet), som foregår mange steder og ikke bare på en relativt ukendt folketingskandidats hjemmeside. Det skal også pointeres, at indlægget som sådan ikke er rettet mod den konkrete folketingskandidat.

Den tænkende storby

Det er ingen hemmelighed at jeg bor i København og er glad for byen. Men København står overfor en masse udfordringer i den kommende tid. Udfordringer som miljø, sammenhængskraft, udvikling. I kommuneplanstrategien forsøger det politiske styre (dvs. A, B og F) at vise, hvor man vil hen med byen. Det er en politisk opgave at formulere strategi og denne strategi er grundlaget for den administrative ledelses arbejde. Strategien sikrer at lokal indsats sker efter bevidst valgte visioner og mål. Der skal indgå nogle faste elementer i en kommuneplanstrategi:
o Hvor står vi? Forudsætninger
o Hvor vil vi hen? Visioner og målsætninger
o Hvad gør vi? Handlinger
o Hvordan gik det? Evaluering
Kommuneplanstrategien bliver fulgt op af Kommuneplan 2009, der udgør grundlaget for planlægningen i kommunen.

Kommuneplanstrategien indeholder mange spændende mål, udover Ritts billige boliger og Bondams trængelsesafgifter og miljømetropol. Alle ellers udmærkede forslag. Målene i kommuneplanstrategien koncentrerer sig om 4 indsatsområder i kommuneplanstrategien:

o Den bæredygtige by – tænk grønt
o Byen for alle – tænk mangfoldigt
o Byen ned til vandet – tænk blåt
o Den dynamiske by – tænk nyt
De mest kontroversielle punkter er, efter min mening: højhusstrategien og trængselsafgifter. Disse to områder er gamle kendinge og mødes som oftest med modstand, dog fra 2 forskellige sider. Højhusstrategien møder hovedsageligt modstand fra byens borgere, mens trængselsafgifterne ikke kan gennemføres pga. politisk modstand på Christiansborg.
Ikke alle Københavns borgere kan se pointen med højhuse. Dette er især kommet til udtryk ved forslaget omkring højhuset ved Tivoli samt det, efter min mening, visionære projekt på Krøyers plads. Højhuse er generelt et sprængfarligt emne i København. Hvilket, jeg tror, skyldes den manglende information fra kommunen til borgerne. Fordelene ved højhuse er ikke kommunikeret ordentligt ud. Men det er spændende at se, hvad den kommende højhusstrategi indeholder.
Trængselsafgifter er, efter min mening, stærkt nødvendige for at begrænse trafikken og dermed forureningen i København. Men før trængselsafgifterne indføres er det nødvendigt med en udbygning af det kollektive transportsystem. Her kommer den nye metroring nok til at hjælpe. Desuden kræver det formentligt et regeringsskifte før trængselsafgifterne kan indføres.

For mig, er det spændende at se, om politikerne kan få ting igennem og leve op til deres mål i denne kommuneplanstrategien. Eksempelvis er det meget op til investorerne om målet med de blandede byområder skal lykkes. Vil de gå med til en blanding af boliger og erhverv? De blandede byområder er ellers vigtige for at København skal have et levende byrum. Se hvor galt det er gået i Ørestaden og Kalvebod Brygge, hvor man netop ikke har formået at blande sammensætningen - Ørestaden kan dog stadig nå det, hvorimod Kalvebod Brygge er tabt, selvom der formentligt forsøges at gøre noget ved området ved Langebro.

Ellers er min opfordring til alle at deltage i debatten og præge vores dejlige by. Jeg har i hvert fald nu gjort opmærksom på, hvor man kan præge debatten.

Virksomhedshistorie - part II

Som opfølgning på mit tidligere indlæg om virksomhedshistorie vil jeg nu være lidt mere kritisk omkring denne anvendelse af historie. Jeg berører i det andet indlæg nogle enkelte kritiske områder. Jeg vil bl.a. gå mere i dybden med disse områder her.

Den neutrale historiker
Det har i historievidenskaben altid været en dyd, at være den neutrale observatør. Lige tilbage fra Leopold von Ranke har man set historikeren som den neutrale observatør, der kan fortælle, “wie es eigentlich gewesen ist”.
Denne antagelse så man blandt andet igen i positivismen, hvor man forsøgte at anvende naturvidenskabelige metoder og tanker på historie. Først i den senere postmodernisme har man for alvor forsøgt at etablere en forståelse af, at historikeren ikke kan træde ud og være neutral observatør. Historikeren vil altid tage en form for stilling, hvilket kan ses i valg af ord mv. Dette synspunkt findes dog også til dels i hermenutikken.
Ved virksomhedshistorie bliver historikeren betalt for at lave et stykke arbejde, som formentligt munder ud i en relativ positiv historie om den pågældende virksomhed. Dette kan bl.a. skyldes, at der for virksomheden er et grundlæggende, konkret mål med virksomhedshistorien - en bedre bundline.
Historikeren er nødt til at forholde sig til dette. Hvad vil man gøre, hvis man skal “pynte” på sin historie for at stille virksomhedens ledelse tilfreds? Her vil der være nogle virksomhedsteoretiske udfordringer.
Historikere ser for størstedelens vedkommende sig selv som neutrale, uden bagvedliggende motiver - det kan være politiske, økonomiske mv. Denne selvopfattelse kan jo så kollidere med problematikkerne omkring virksomhedshistorie. Men historikere har førhen brugt historien til at forølge et politisk mål. Dette er eksempelvis sket i fascismens Europa samt Thailand og Malaysia, hvor man har brugt historien til at legitimere det pågældende styre. Så historikere har altså før været styret af nogle andre motiver end bare en neutral historie.
Det er dog formentligt op til den enkelte historiker, hvorvidt man vil “pynte” på en virksomheds historie, men min formodning er, at mange gerne vil beholde deres “historiske integritet”. Og ikke udelukker facts, begivenheder mv.
Spørgsmålet er også, om der ikke kommer den bedste virksomhedshistorie ud af sandheden. Dette vil i hvert fald skabe mest troværdighed, hvis både kunder og medarbejdere ser, der er overensstemmelse mellem det de ved og det virksomheden fortæller. Det bliver for alvor problematisk, hvis virksomhedshistorien svækker virksomhedens troværdig pga. af usandheder, ignorerede begivenheder osv.

De ovenstående udfordringer ved virksomhedshistorie er hovedsageligt set med en uddannet historiker som aktør. Virksomhedshistorie kan selvfølgelig også foretages af andre. Eksempelvis journalister eller lignende. Der er dog visse fordele ved at bruge en historiker: for eksempel metode, måske neutralitet, fagprofessionialisme mv.

Virksomhedshistorie

Jeg vil i det følgende forsøge at kombinere historie, nationalisme og organisationsteori.

I nationalismeteori findes der flere forskellige skoler, som er forklaret andetsteds. Blandt disse skoler findes der også nogle tanker om nation-building. Nation-building er et relativt bredt begreb og henviser hovedsageligt til, hvordan konstruktivister som Benedict Anderson og Ernest Gellner mener, nationen er blevet konstrueret. I denne sammenhæng lægges der især vægt på, hvordan en fælles historie (evt. kanon) har været med til at skabe en fælles identitet, som så har haft indflydelse på nationsdannelsen. Hvis en fælles historie kan skabe identitet på tværs af befolkningsgrupper (det kan være etnicitet, samfundsklasser osv.) i en spirende nation, er min tanke, at det samme kan gøre sig gældende i en virksomhed.

Formålet med denne identitetsskabelse kan ses i sammenhæng med eksempelvis fusioner samt den mere generelle tendens med organisationer styret af kulturel kontrol, som det primært ses i new wave management.
En fælles identitet kan være utrolig vigtig for en virksomhed. Dette kan ses i forhold til intern og ekstern positionering, skabe sammenhængskraft, give en “vi”-forståelser osv. Disse punkter vil måske især gøre sig gældende i forbindelse med fusioner, hvor forskellige kulturer skal sammenkøres. En veludført virksomhedshistorie vil kunne medvirke til at styrke medarbejdernes stolthed ved at arbejde i den pågældende virksomhed. En stolthed der vil kunne styre virksomhedens brand. Virksomhedshistorien vil desuden kunne skabe en stærk positionering internt og eksternt: “Hvad gør vores virksomhed speciel?”. Et stærkere brand kan være et af resultaterne af en vellykket virksomhedshistorie. Dette kan styrke billedet af virksomheden som en attraktiv arbejdsplads, hvilket vil vise resultater i forbindelse med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. De ovenstående fordele vil med tiden kunne ses på bundlinjen, så derfor kan virksomhedshistorie betale sig.

Det umiddelbare problem ved virksomhedshistorie i forbindelse med fusioner er at skrive en fælles historie for to eller flere virksomheder. Men der kan i de konkrete tilfælde måske findes nogle fællespunkter i historien eller der kan spilles på generelle lighedstræk. Det kan eksempelvis være dannelse i samme periode eller lignende.
Det endelige produkt behøver ikke udgøre en trist historiebog, men kan have mange forskellige udtryk. Det kan være pjece, dvd, hjemmeside osv. Alt efter virksomhed og situation. I forhold til bogen er der visse fordele, eksempelvis vil den kunne tages med hjem og stilles i reolen. Især hvis den har et professionelt look. Desuden er den god at vise frem til venner og bekendte. Dog er det svært at sikre den bliver læst, hvilket trods alt må være formålet.

Fordelene ved virksomhedshistorie er mange, men knytter sig stærkt til virksomhedens egentlige image, samt hvordan virksomheden ønsker dets image skal være. Dette kan blandt andet betyde, at der måske vil blive tegnet et glansbillede af virksomheden, hvilket er åbenlyst problematisk. Både for historikeren, men også for imaget. Det er vigtigt for oplevelsen af virksomheden, at dens kommunikation er troværdig, og eftersom virksomhedshistorien også er kommunikation, må der også være overensstemmelse mellem det kommunikerede og sandheden.

Som med alt historisk arbejde, må man også gøre sig nogle metodiske overvejelser. Dette kan blandt andet ses i forhold til valg af kilder (aviser, interviews, biografier mv.), neutralitet (modvirke glansbilledet) samt formål (kan historie som videnskab gå i et kapitalistisk ærinde, hvor man dybest set skriver historie for en virksomhed og dens bundlinje). Vil det være videnskabeligt og historisk “korrekt”, hvis man skriver på bestilling fra en administrerende direktør. Umiddelbart nej, der er ingen fri forskning i det, samtidigt findes der nogle andre dybereliggende formål i virksomhedshistorien i forhold til “almindelig” historie.
Desuden er det ikke alle virksomheder, hvor virksomhedshistorie vil give mening. Mindre virksomheder vil måske ikke kunne drage så stor nytte af det, hvilket større virksomheder vil have mulighed for.

Det skal slås fast at virksomhedshistorie ikke kan stå alene i en konstruktion af en fælles identitet. Som det er tilfældet med nation-building, vil det skulle følges af fælles sprog, myter og mere håndgribelige ting som reformer. Det kan være skolegang/kurser, økonomi mv.
Men jeg mener det afgjort kan være en vigtig bestanddel.

Kendetegn ved neomodernistisk organisationsteori

Det mest kendetegnende ved neomodernistisk organisationsteori er dens socialvidenskabelige tilgang og dens fokus på mennesker og menneskets placering i organisationer.
Den socialvidenskabelige tilgang kommer til udtryk i forbindelse med det valg af metoder, hentet fra især antropologi, psykologi og sociolog, som der foregår i neomodernistisk organisationsteori.
Hawthorne-studierne er et eksempel på en anvendelse af den socialvidenskabelige tilgang. Disse studier anvender, på trods af sine metodologiske mangler, en socialvidenskabelig metodologi i forbindelse med deres undersøgelse af arbejdere og er et eksempel på tidlig neomodernistisk organisationsteori anvendt i praksis.
Den neomodernistiske tilgang som anvendes i Hawthorne-studierne er human relations-skolen. Human relations-skolen har gennem det 20. århundrede været den mest udbredte tradition indenfor neomodernistisk organisationsteori. Human relations ser især på spillet mellem mennesker og organisationer. Dette betyder at der blandt andet er fokus på sociale relationer, motivation og effektivitet samt medarbejder-tilfredshed. Disse punkter ses i Hawthorne-studierne, hvor konklusionen blandt nogle forskere, eksempelvis er, at motivationen og effektiviteten steg efter arbejderne havde fået opmærksomhed. En af grundantagelserne i human relations er, at mennesket ikke er maskiner. Menneskers effektivitet afhænger bl.a. af motivation og er ikke bare noget der kan beregnes ud fra ydre forhold. Human Relations har udviklet sig i takt med de discipliner som den byggede på. Efter 2. Verdenskrig kom der især fokus på det psykologiske aspekt. Der er i Human Relations et socialt tilsnit, fordi der menes at være et samspil mellem individ, organisation og samfund.
Det andet kendetegn ved neomodernistisk organisationsteori, fokus på mennesker, er som taget ud af human relations skolen og dens førnævnte mantra om at mennesker ikke er maskiner. Det ses også i en anden skole, den demokratiske skole. Her er der stor fokus på medarbejder-indflydelse og demokrati. Den rendyrkede demokratiske skole går nærmest ind for fuldt medarbejderdemokrati i organisationer, eller i hvert fald i så høj grad som det er muligt.
Et tredje kendetegn ved neomodernistisk organisationsteori er dets forhold til kultur. Dette ses især, hvis neomodernistisk organisationsteori stilles op imod modernistisk organisationsteori og dettes forhold til kultur. Men neomodernistisk organisationsteoris syn på kultur er at kulturen er repræsenteret som et sub-system og gennemtrænger samt holder de andre sub-systemer sammen. Ifølge den neomodernistiske organisationsteori er der 3 lag i organisationskultur.
Det første lag er ”kulturens udtryk” ( ”The vehicles of culture”). Her er de fysiske ting, som hvad der kan ses, hvad der kan høres og hvad der kan blive rørt ved. Der påpeges, at der i en analyse ikke bare kan skøjtes hen over dette, selvom det måske kunne tage sig sådan ud. Der kan være tale om fabrikationer, så derfor kan man i analysen sagtens få noget ud at af gå i dybden med dette lag. Det andet lag er ”den kulturelle kommunikations processer” (”Processes of the communication of culture”). Her fokuseres der på hvorledes kulturen bliver kommunikeret mellem organisationens medlemmer. Desuden ses der på ritualer i organisationen samt socialiseringen af organisationers nye medlemmer. Et yderligere punkt er den ”common sense”, som hersker i organisationen. Altså hvad bliver taget for givet og hvordan dette eksempelvis har betydning for hvad der er den rette måde at gøre ting på. Det tredje lag er ”kulturens hjerte” (The heart of culture). Her hører organisationens kerneværdier samt organisationens formål til. Af disse følger organisationens ideologi. Disse tre lag i kulturen kan i det rigtige samspil medvirke til, at kulturen virker som en motor for effektivitet i organisationen. Kultur og effektivitet er altså ifølge neomodernistisk organisationsteori knyttet sammen og det skal der tages højde for. Det neomodernistiske syn på kultur hænger også sammen med det neomodernistiske syn på menneskers rolle i organisationer, fordi det er personer som repræsenterer kulturen.
En af de bærende kræfter indenfor human relations er Jules Roethlisberger (1894-1974). Han havde en videnskabelig tilgang til de emner som konfronterer folk i organisationer og udarbejdede to spørgsmål som en organisationsteori bør arbejde med. For det første hvordan en organisationsteori udvikles så udvikling af de menneskelige aspekter i organisationer tillades. For det andet hvordan organisationsteori sikre medlemmers effektivitet. En sådan organisationsteori må indeholde 3 dele, som er typisk neomodernistiske: en socialvidenskabens indsigt, socialvidenskabens metoder samt en humanistisk ontologi.
Roethlisbergers arbejde og fokus korresponderer med de vigtigste kendetegn i neomodernistisk organisationsteori. Nemlig socialvidenskabernes rolle samt menneskets placering i organisationer. Dertil kommer forholdet til kultur, som Roethlisberger ikke har så stort fokus på, men alligevel er meget kendetegnende for neomodernistisk organisationsteori.

Danskerne - en stamme?

Jeg har fundet en helt speciel blog, som jeg synes er ganske tankevækkende og, måske overraskende nok, interessant.
Den pågældende blogger har i flere dage skrevet flere mere eller mindre intetsigende, fremmedfjendske nærmest racistiske indlæg om den seneste tids uroligheder i form af påsatte brande mv. Dette indlæg handler dog hverken om brande eller om at hænge den pågældende blogger ud, men derimod om nogle af de påstande omkring danskerne, som der fremkommer i diverse indlæg fra den pågældende blogger. Dette indlæg handler ikke om, hvorvidt jeg mener bloggerens indlæg er dybt forkastelige og går heller ikke på, hvordan bloggeren direkte nedgør en hel befolkningsgruppe med udokumenterede påstande og perfide angreb på deres religion. Jeg ønsker at problematisere begrebet “dansk nation”.

Bloggeren har i flere af sine indlæg skrevet meget generelt om den danske befolkning. Grundlæggende kan det læses i hans tekster, at han mener, der findes en dansk nation. Der fremkommer afsnit som:
“Jeg vil ikke ud i en straffeaktion, men vi må erkende, at hvis det danske demokrati skal overleve er vi nødt til, at overveje om alle slags grupperinger kan bo her.” Kilde: http://avisen.dk/blogs/cthrane/hvilke-muslimer-hjemsendes-190208.aspx

“Islam og nordvesteuropæisk kultur er så forskellig, at jeg tror, at det er umuligt at det muslimske mindretal i Danmark og gammeldanskerne nogensinde bliver gode venner.
Livsopfattelserne og moralbegreberne eller mangel på samme er så forskellig, at de to folkeslag aldrig kommer til, at leve lykkeligt side om side. Kampen er kun lige begyndt. Hvis danskerne ikke spænder bissen på nu, og holder indvandringen fuldstændigt nede er danskerne dømt til, at tabe denne kulturkamp.
Det er kun 30 år siden, at Danmark stort set var monokulturelt. Nogle uvidende halalpolitikere har på kun 30 år kørt os ud et sted, hvor nationen er truet for altid.” Kilde: http://avisen.dk/blogs/cthrane/vi-bliver-aldrig-venner-190208.aspx

og til sidst, det der grundlæggende fastslår en holdning, som kan være problematisk:

“Danskhed er ikke en abstraktion. Vi er en stamme, og vi har meget fælles tankegods, os der bor her i dette lille paradis. Vi skal stå sammen om at bevare dette paradis.” Kilde: http://avisen.dk/blogs/cthrane/sfs-paradigmeskifte-210208.aspx

De ovenstående udsagn; gammeldanskere, monokulturelt Danmark, dansk demokrati og danskere som stamme, er, efter min mening, typisk nationalistiske udsagn og kan samtidigt være dybt problematiske, hvis de anvendes uden en dybere refleksion. Desuden ses disse argumenter ofte i diskussioner omkring flygtninge og indvandrere. Denne gang er det dog en blog, der har fået mig til at kaste mig ud i en argumentation.

Efter en lang indledning vil jeg nu vende mig mod det grundlæggende spørgsmål, som dybest set er, om danskerne kan ses som én nation (eller i bloggerens sprogbrug “stamme”)?

Som før vist på min blog, er der i nationalismeforskningen dyb uenighed om, hvorvidt nationen er en moderne konstruktion eller om dens eksistens kan spores tilbage til den førmoderne periode.
Desuden er der heller ikke enighed om definitionen af nationsbegrebet. Ens definition og forståelse af nation lægger sig opad ens holdning til, hvorvidt man mener der er tale om konstruktion eller ej.

Hvis man tager udgangspunkt i den pågældende bloggers forståelse af nationen, så kan man, efter min mening, aflæse i indlæggende, at han mener der findes en dansk nation (stamme med hans ord). Bloggeren nævner dog grundloven, så jeg antager bloggeren mener, der har eksisteret en dansk nation siden 1849.

Denne holdning kan teoretisk finde delvis opbakning hos Anthony D. Smith på den måde at Smith mener, nationer generelt set har eksisteret i lang tid på baggrund af deres iboende ethnier. Se mere på denne blog, på Wikipedia eller the Nationalism Project. (Umiddelbart ingen yderligere sammenligninger mellem Smith og bloggeren). Dog vil jeg mene, at der er nogle begrænsninger i dette synspunkt.

Op gennem historien har det geografiske område, som nu udgør Danmark, været præget af folkevandringer, erobringer, besættelser mv. Der er ikke tale om, at den samme befolkningsgruppe har beboet Jylland og øerne siden stenalderen. Der er sket en konstant til- og fraflytning. Eksempelvis regner man med, at størstedelen af nuværende indbyggere i Danmark stammer fra det nuværende Sverige samt Østeuropa.

Fokus på “danskerne” kom der først rigtigt efter perioden med den danske helstat endte med tabet af Slesvig-Holstein i 1864. Nu mente mange, at Danmarks indbyggere alle var det samme folk og besad en fælles identitet. Dette kan dog diskuteres. For hvilken identitet var der tale om? En blanding af mennesker fra Norge, Tyskland, Sverige og Danmark. Så intet konkret folkefællesskab på dette tidspunkt.
Jeg vil påstå at i slutningen af 19. årh.  og i starten af 20. årh. steg opfattelsen af Danmark som en nationalstat, men at det ikke har noget på sig. Benedict Anderson og hans tanker om print-kapitalisme kan være en god forklaringsmåde. Ifølge Benedict Anderson udvikledes ønsket om en nationalstat sig gennem mulighederne i printkapitalisme. Der kom flere og flere aviser til som henvendte sig til en begrænset målgruppe (indbyggerne i Danmark) og dermed skabte et sammenhold gennem det danske sprog. Sproget er en vigtig faktor i forbindelse med konstruktionen af nationen. Uden sprog kan nationen ikke opstå. Men det er ønsket om nationen som skaber sproget.
Der var altså ikke tale om nogle dansk stamme i det 19. årh. Idéen om en stamme blev konstrueret i denne periode og eksisterede altså ikke.
Det ovenstående er en kort beskrivelse af, hvorfor jeg bl.a. ikke mener danskerne kan omtales som en nation. Andre kan mene noget andet (eksempelvis en vis blogger), men uanset hvad skal overveje, hvor problematisk nationsbegrebet og ikke bare smide rundt med det i flæng.

Dette indlæg er ikke helt gennemarbejdet, da det er skrevet som relativ hurtigt respons på en anden blog. Jeg håber at kunne vende tilbage til argumentationen senere, hvilket jeg mener indlægget godt kunne trænge til.

Kilder:
Politikens Danmarkshistorie
Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks Historie i Grundtræk
Benedict Anderson: Imagined Communities

Introduktion til nationalisme - nogle definitioner

Det er ikke en nem opgave at definere nationalisme. Som med nationen er der uenighed blandt de største teoretikere: Anderson, Gellner og Smith, hvilket blandt andet skyldes deres tilgang til nationen som konstruktion eller ej.

Anderson er af den opfattelse at nationalisme grundlæggende nærmest er en aspiration. En aspiration efter at skabe en nation og fremhæve fornemmelsen af det forestillede fællesskab. Desuden mener Anderson, at nationalismen har en modulær karakter. Når nationen først var forestillet et sted, så udgjorde denne historiske erfaring en model for den nationale forestilling, som kunne overføres til et andet område og bruges i forskellige politiske og ideologiske konstellationer. Den overføres gennem print-kapitalismens produkter: bøger, pjecer mv.

Gellner derimod mener, nationalisme er et politisk princip, der går på, at der skal være sammenhæng mellem den politiske og nationale enhed. For Gellner er nationalisme og idéen om nationen opstået i forbindelse med industrisamfundet. Industrisamfundets opbygning nødvendiggør, at der eksisterer en højkultur som underlægger sig hele samfundet og som understøttes af den politiske enhed. Der sker en homogenisering og standardisering af undervisningen i industrisamfundet på grund af arbejdsdelingen er ændret i forhold til agrare samfund. Denne nye undervisning medfører at højkulturen spredes til alle indenfor grænserne og dermed bliver herskende. Som Gellner skriver, så er monopolet på legitim uddannelse vigtigere end monopolet på vold.

Smith opfatter nationalisme som en ideologisk bevægelse, der går på at opnå og vedligeholde selvstændighed, enhed og identitet.

Hvis du ønsker et dybere kendskab til disse tanker, se nedenstående litteraturliste. De tre ovenstående teoretikere vil jeg formentligt også gennemgå mere nært i nogle senere indlæg. Se desuden denne side på The Nationalism Project, hvor udvalgte citater kan findes.

Litteratur:

- Anderson, Benedict: Imagined Communities, Verso, 2006
- Gellner, Ernest: Nations and Nationalism, Blackwell Publishing, 2006,
- Smith, Anthony D.: Nations in History, Polity Press, 2000
- Smith, Anthony D.: Nations and Nationalism in a Global Era, Polity Press, 1996

Introduktion til organisationsteori

Den menneskelige verden er i langt de fleste tilfælde opdelt i organisationer – det kan være familien, sportsklubben, arbejdspladsen, frimærkeklubben mv. Det er svært at definere organisation. Tidligere blev organisationen defineret ud fra den besad et mål. Men det kan i høj grad være problematisk at definere ud fra et fælles mål. For det er ikke givet, at alle medlemmer af en organisation har samme mål. Den administrerende direktør har et andet mål end kundeservicemedarbejderen. Der er altså ikke et fælles mål på tværs i organisationen. Dette er desuden et eksempel på, hvordan det bliver et problem, når organisationer behandles som var det mennesker med individuelle kvaliteter frem for at se dem som sociale fællesskaber.

Organisationsteori forsøger at beskrive, forklare og sommetider influere hvad der foregår i organisationer. Samtidigt hjælper organisationsteorien os til at reflektere over og forstå hvem vi er og hvorfor vi er hvor vi er. Samt hvordan vi agerer med andre i forskellige sociale kontekster.
Organisationsteori er i det 20. århundrede blevet en mere og mere bredt accepteret akademisk disciplin. Dette er i hvert fald nogles påstand, se McAuley et al. Uanset hvad er der dog sket en udvikling, hvor organisationsteorien har ændret fokus. Det er ikke længere en ren management-teori, hvor det eneste fokus er manageren – også kendt som lufthavnsorganisationsteori.
Andre grene indenfor organisationsteori har mere karakter af socialvidenskab. Især når fokus fjernes fra at give værktøjer til profitmaksimering til at eksempelvis de ansattes forhold medtages. Organisationsteori kan ligesom andre socialvidenskaber både beskrive og influere den sociale virkelighed. Giddens snakker om at socialvidenskab kan have karakter af en selvopfyldende profeti ved socialvidenskab kan influere virkeligheden.
Der er grundlæggende tre forskellige grupper, som forstår organisationer på hver sin måde: positivisme, kritisk teori og postmodernisme.
Disse grupper har hver deres epistemologiske og ontologiske tilgange til organisationsteori. For positivisterne er det muligt at kende sandheden. Tilhængere af den kritiske teori er mere af den opfattelse, at sandheden er derude, men vi kan ikke komme frem til at kende den hele sandhed. Postmodernister er ovre i en helt anden boldgade end de to øvrige og mener, at sandheden er en konstruktion.
På grund af deres forskellige epistemologiske og ontologiske tilgange til videnskab har de tre grupper helt forskellige opfattelser af organisationen. Desuden har de forskellige fokusområder
I forhold til ovennævnte lufthavnsorganisationsteori spiller positivismen eksempelvis en stor rolle. Positivismen er nemlig helt central for management i og med positivisme lover teknikker til at styre verden med. Samtidigt kan managere, ifølge positivismen, iagttage neutralt og dermed bliver handlinger italesat som tekniske aktiviteter.
Kritisk teori er mere marxistisk inspireret i sin tilgang. Ledelsesperspektivet benægtes og målet er at åbenbare undertrykkelse og uretfærdighed i strukturerne samt ændre status quo.

Der findes en del forskellige skoler indenfor organisationsteori. Eksempelvis modernisme, postmodernisme, positivisme, kritisk teori mv. Flere af disse vil med tiden blive forsøgt gennemgået på denne blog.

Litteratur:
McAuley et al.: Organization Theory: Challenges and Perspectives, Prentice Hall, 2007

Introduktion til nationsbegrebet

Nationalisme har i det 20. århundrede været en utrolig indflydelsesrig faktor, som har bragt krig, folkemord og andet med sig. Jeg vil i det følgende forsøge at svare på hvad der lægger til grund for nationalismen ved at kigge på nationsbegrebet. Samtidigt vil jeg introducere de mest væsentlige nationalismeteoretikere: Benedict Anderson, Ernest Gellner samt Anthony D. Smith.
Jeg vil, ved at se på definitioner af nationen, vise hvad der lægger på bag nationalisme set fra forskellige teoretikeres synsvinkler.

Nationen - en konstruktion?
Bag nationalisme lægger der en tanke om, at der findes forskellige nationaliteter. Nationaliteter som definerer og adskiller mennesker mennesker. Eksempelvis svenskere og danskere.
Men er nationalitet et udtryk for noget eksisterende eller er der tale om en konstruktion?
Dette hænger sammen med nations-begrebet. Er nationer reelt eksisterende eller er de konstruktioner? Giver det eksempelvis mening at snakke om en dansk nation?

Ernest Gellner er en af de mest betydningsfulde nationalismeforskere. Ifølge ham er nationen et resultat af den proces, som er foregået i forbindelse med overgangen fra agrarsamfund til industrisamfund. Nationen er konsekvensen af industrisamfundet, som har indebåret en ny form for social organisering baseret på uddannelsesafhængige højkulturer. Netop kulturer spiller en vigtig rolle i Gellners tilgang til nationer i og med, det, efter hans mening, er kulturen der gør nationen. (Gellner )
Benedict Andersons opfattelse af nationen deler Gellners opfattelse af at nationen er en konstruktion. Ifølge Anderson var nationen et forestilt, begrænset og selvstændigt, politisk fællesskab. Nationen er forestilt, fordi nationens medlemmer ser sig selv som en del af et fællesskab, uden at kende særligt mange af de andre medlemmer. Som Anderson skriver, så er alle fællesskaber undtagen de primordiale landsbyer med kontakt ansigt til ansigt forestillede fællesskaber. (Anderson)
Anthony D. Smith har en helt anden tilgang til nationen end både Gellner og Anderson. Ifølge Smith er nationer: ”named populations possessing an historic territory, shared myths and historical memories, a mass, public culture, a single economy and common rights and duties for all members, which are legitimized by the principles of nationalism”. (Smith, Nations in History). Der skal her lægges mærke til hvorledes Smith i langt højere grad spiller på et eksisterende fællesskab end Gellner og Anderson. Dette bringer os videre til diskussionen om, hvorvidt nationen er konstrueret eller ej.
Hvis nationen ses som en konstruktion – eksempelvis forestillede fællesskaber – er det en selvfølge, at nationen er moderne. Anderson og Gellner mener begge at nationer ikke er naturgivne, men at nationer er konstruerede i den moderne tid. De er dog uenige om, hvad der har gjort at nationer er opstået og hvorfor der er skabt et behov for dem.
Smith er derimod af den opfattelse, at der lægger noget til grund for nationen – at vi kan finde nogle ”ethnier”. Disse ethnier definerer Smith som ”named units of population with common ancestry myths and historical memories, elements of shared culture, some link with a historic territory and some measure of solidarity, at least among their elites.” (Smith, Nations and Nationalism in a Global Era). Ethnier er, ifølge Smith, grundlaget for vor tids nationer, dog er nogle ethnier gået bort med tiden, mens de moderne nationer bygger på de succesfulde ethnier. Disse ethnier fandtes blandt andet i præ-moderne samfund, hvor man også kunne finde national-stater.
For Smith er det nødvendigt for en moderne stat at den er bygget på dens ethnie, hvis den vil holde længe. Konstruktivister som Anderson ville derimod hævde at det var nødvendigt for nationen, at konstruere en fælles fortid og dermed skabe fælles identitet, for at staten skulle kunne eksistere gennem længere tid.

Der er altså i nationsforskningen to yderstandpunkter repræsenteret ved hhv. Gellner og Anderson i den ene ende og Smith i den anden ende. Jeg vil i senere indlæg anvende nationsbegrebet på empiri.

Det skal bemærkes at det ovenstående kun er en introduktion til nationalisme og nationsbegrebet. For at opnå en dybere forståelse kan The Nationalism Project besøges eller den her anvendte litteratur - se nedenfor.

Litteratur:
- Anderson, Benedict: Imagined Communities, Verso, 2006
- Gellner, Ernest: Nations and Nationalism, Blackwell Publishing, 2006,
- Smith, Anthony D.: Nations in History, Polity Press, 2000
- Smith, Anthony D.: Nations and Nationalism in a Global Era, Polity Press, 1996

Forslag til emner

Jeg har en idé om at følgende emner vil blive behandlet:

• nationalisme
• organisationsteori
• politik
• historie

Det første rigtige indlæg vil formentligt være en indførelse i nationalismens verden. Jeg forestiller mig, der vil være en kommenteret introduktion til de væsentligste tænkere og teoretikere.

Umiddelbart forestiller jeg mig denne blog vil være bygget op omkring nogle faste kategorier, men formentligt vil andre emner end de ovennævnte blive behandlet. Det er jo trods alt et skriveværksted, som jeg har igangsat her.