Danskerne - en stamme?
Jeg har fundet en helt speciel blog, som jeg synes er ganske tankevækkende og, måske overraskende nok, interessant.
Den pågældende blogger har i flere dage skrevet flere mere eller mindre intetsigende, fremmedfjendske nærmest racistiske indlæg om den seneste tids uroligheder i form af påsatte brande mv. Dette indlæg handler dog hverken om brande eller om at hænge den pågældende blogger ud, men derimod om nogle af de påstande omkring danskerne, som der fremkommer i diverse indlæg fra den pågældende blogger. Dette indlæg handler ikke om, hvorvidt jeg mener bloggerens indlæg er dybt forkastelige og går heller ikke på, hvordan bloggeren direkte nedgør en hel befolkningsgruppe med udokumenterede påstande og perfide angreb på deres religion. Jeg ønsker at problematisere begrebet “dansk nation”.
Bloggeren har i flere af sine indlæg skrevet meget generelt om den danske befolkning. Grundlæggende kan det læses i hans tekster, at han mener, der findes en dansk nation. Der fremkommer afsnit som:
“Jeg vil ikke ud i en straffeaktion, men vi må erkende, at hvis det danske demokrati skal overleve er vi nødt til, at overveje om alle slags grupperinger kan bo her.” Kilde: http://avisen.dk/blogs/cthrane/hvilke-muslimer-hjemsendes-190208.aspx
“Islam og nordvesteuropæisk kultur er så forskellig, at jeg tror, at det er umuligt at det muslimske mindretal i Danmark og gammeldanskerne nogensinde bliver gode venner.
Livsopfattelserne og moralbegreberne eller mangel på samme er så forskellig, at de to folkeslag aldrig kommer til, at leve lykkeligt side om side. Kampen er kun lige begyndt. Hvis danskerne ikke spænder bissen på nu, og holder indvandringen fuldstændigt nede er danskerne dømt til, at tabe denne kulturkamp.
Det er kun 30 år siden, at Danmark stort set var monokulturelt. Nogle uvidende halalpolitikere har på kun 30 år kørt os ud et sted, hvor nationen er truet for altid.” Kilde: http://avisen.dk/blogs/cthrane/vi-bliver-aldrig-venner-190208.aspx
og til sidst, det der grundlæggende fastslår en holdning, som kan være problematisk:
“Danskhed er ikke en abstraktion. Vi er en stamme, og vi har meget fælles tankegods, os der bor her i dette lille paradis. Vi skal stå sammen om at bevare dette paradis.” Kilde: http://avisen.dk/blogs/cthrane/sfs-paradigmeskifte-210208.aspx
De ovenstående udsagn; gammeldanskere, monokulturelt Danmark, dansk demokrati og danskere som stamme, er, efter min mening, typisk nationalistiske udsagn og kan samtidigt være dybt problematiske, hvis de anvendes uden en dybere refleksion. Desuden ses disse argumenter ofte i diskussioner omkring flygtninge og indvandrere. Denne gang er det dog en blog, der har fået mig til at kaste mig ud i en argumentation.
Efter en lang indledning vil jeg nu vende mig mod det grundlæggende spørgsmål, som dybest set er, om danskerne kan ses som én nation (eller i bloggerens sprogbrug “stamme”)?
Som før vist på min blog, er der i nationalismeforskningen dyb uenighed om, hvorvidt nationen er en moderne konstruktion eller om dens eksistens kan spores tilbage til den førmoderne periode.
Desuden er der heller ikke enighed om definitionen af nationsbegrebet. Ens definition og forståelse af nation lægger sig opad ens holdning til, hvorvidt man mener der er tale om konstruktion eller ej.
Hvis man tager udgangspunkt i den pågældende bloggers forståelse af nationen, så kan man, efter min mening, aflæse i indlæggende, at han mener der findes en dansk nation (stamme med hans ord). Bloggeren nævner dog grundloven, så jeg antager bloggeren mener, der har eksisteret en dansk nation siden 1849.
Denne holdning kan teoretisk finde delvis opbakning hos Anthony D. Smith på den måde at Smith mener, nationer generelt set har eksisteret i lang tid på baggrund af deres iboende ethnier. Se mere på denne blog, på Wikipedia eller the Nationalism Project. (Umiddelbart ingen yderligere sammenligninger mellem Smith og bloggeren). Dog vil jeg mene, at der er nogle begrænsninger i dette synspunkt.
Op gennem historien har det geografiske område, som nu udgør Danmark, været præget af folkevandringer, erobringer, besættelser mv. Der er ikke tale om, at den samme befolkningsgruppe har beboet Jylland og øerne siden stenalderen. Der er sket en konstant til- og fraflytning. Eksempelvis regner man med, at størstedelen af nuværende indbyggere i Danmark stammer fra det nuværende Sverige samt Østeuropa.
Fokus på “danskerne” kom der først rigtigt efter perioden med den danske helstat endte med tabet af Slesvig-Holstein i 1864. Nu mente mange, at Danmarks indbyggere alle var det samme folk og besad en fælles identitet. Dette kan dog diskuteres. For hvilken identitet var der tale om? En blanding af mennesker fra Norge, Tyskland, Sverige og Danmark. Så intet konkret folkefællesskab på dette tidspunkt.
Jeg vil påstå at i slutningen af 19. årh. og i starten af 20. årh. steg opfattelsen af Danmark som en nationalstat, men at det ikke har noget på sig. Benedict Anderson og hans tanker om print-kapitalisme kan være en god forklaringsmåde. Ifølge Benedict Anderson udvikledes ønsket om en nationalstat sig gennem mulighederne i printkapitalisme. Der kom flere og flere aviser til som henvendte sig til en begrænset målgruppe (indbyggerne i Danmark) og dermed skabte et sammenhold gennem det danske sprog. Sproget er en vigtig faktor i forbindelse med konstruktionen af nationen. Uden sprog kan nationen ikke opstå. Men det er ønsket om nationen som skaber sproget.
Der var altså ikke tale om nogle dansk stamme i det 19. årh. Idéen om en stamme blev konstrueret i denne periode og eksisterede altså ikke.
Det ovenstående er en kort beskrivelse af, hvorfor jeg bl.a. ikke mener danskerne kan omtales som en nation. Andre kan mene noget andet (eksempelvis en vis blogger), men uanset hvad skal overveje, hvor problematisk nationsbegrebet og ikke bare smide rundt med det i flæng.
Dette indlæg er ikke helt gennemarbejdet, da det er skrevet som relativ hurtigt respons på en anden blog. Jeg håber at kunne vende tilbage til argumentationen senere, hvilket jeg mener indlægget godt kunne trænge til.
Kilder:
Politikens Danmarkshistorie
Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks Historie i Grundtræk
Benedict Anderson: Imagined Communities
Tags: Anderson, Danmark, danskere, Nation, Nationalisme, Nyhedsavisen
1. april , 2008 kl. 21:36
[...] er, at “Danmarks kultur og mentalitet er dansk og dette skal det blive med”. Jeg har før diskuteret, hvorvidt danskerne kan ses som en stamme, så dette vil jeg ikke i særlig høj grad komme ind [...]