Det mest kendetegnende ved neomodernistisk organisationsteori er dens socialvidenskabelige tilgang og dens fokus på mennesker og menneskets placering i organisationer.
Den socialvidenskabelige tilgang kommer til udtryk i forbindelse med det valg af metoder, hentet fra især antropologi, psykologi og sociolog, som der foregår i neomodernistisk organisationsteori.
Hawthorne-studierne er et eksempel på en anvendelse af den socialvidenskabelige tilgang. Disse studier anvender, på trods af sine metodologiske mangler, en socialvidenskabelig metodologi i forbindelse med deres undersøgelse af arbejdere og er et eksempel på tidlig neomodernistisk organisationsteori anvendt i praksis.
Den neomodernistiske tilgang som anvendes i Hawthorne-studierne er human relations-skolen. Human relations-skolen har gennem det 20. århundrede været den mest udbredte tradition indenfor neomodernistisk organisationsteori. Human relations ser især på spillet mellem mennesker og organisationer. Dette betyder at der blandt andet er fokus på sociale relationer, motivation og effektivitet samt medarbejder-tilfredshed. Disse punkter ses i Hawthorne-studierne, hvor konklusionen blandt nogle forskere, eksempelvis er, at motivationen og effektiviteten steg efter arbejderne havde fået opmærksomhed. En af grundantagelserne i human relations er, at mennesket ikke er maskiner. Menneskers effektivitet afhænger bl.a. af motivation og er ikke bare noget der kan beregnes ud fra ydre forhold. Human Relations har udviklet sig i takt med de discipliner som den byggede på. Efter 2. Verdenskrig kom der især fokus på det psykologiske aspekt. Der er i Human Relations et socialt tilsnit, fordi der menes at være et samspil mellem individ, organisation og samfund.
Det andet kendetegn ved neomodernistisk organisationsteori, fokus på mennesker, er som taget ud af human relations skolen og dens førnævnte mantra om at mennesker ikke er maskiner. Det ses også i en anden skole, den demokratiske skole. Her er der stor fokus på medarbejder-indflydelse og demokrati. Den rendyrkede demokratiske skole går nærmest ind for fuldt medarbejderdemokrati i organisationer, eller i hvert fald i så høj grad som det er muligt.
Et tredje kendetegn ved neomodernistisk organisationsteori er dets forhold til kultur. Dette ses især, hvis neomodernistisk organisationsteori stilles op imod modernistisk organisationsteori og dettes forhold til kultur. Men neomodernistisk organisationsteoris syn på kultur er at kulturen er repræsenteret som et sub-system og gennemtrænger samt holder de andre sub-systemer sammen. Ifølge den neomodernistiske organisationsteori er der 3 lag i organisationskultur.
Det første lag er ”kulturens udtryk” ( ”The vehicles of culture”). Her er de fysiske ting, som hvad der kan ses, hvad der kan høres og hvad der kan blive rørt ved. Der påpeges, at der i en analyse ikke bare kan skøjtes hen over dette, selvom det måske kunne tage sig sådan ud. Der kan være tale om fabrikationer, så derfor kan man i analysen sagtens få noget ud at af gå i dybden med dette lag. Det andet lag er ”den kulturelle kommunikations processer” (”Processes of the communication of culture”). Her fokuseres der på hvorledes kulturen bliver kommunikeret mellem organisationens medlemmer. Desuden ses der på ritualer i organisationen samt socialiseringen af organisationers nye medlemmer. Et yderligere punkt er den ”common sense”, som hersker i organisationen. Altså hvad bliver taget for givet og hvordan dette eksempelvis har betydning for hvad der er den rette måde at gøre ting på. Det tredje lag er ”kulturens hjerte” (The heart of culture). Her hører organisationens kerneværdier samt organisationens formål til. Af disse følger organisationens ideologi. Disse tre lag i kulturen kan i det rigtige samspil medvirke til, at kulturen virker som en motor for effektivitet i organisationen. Kultur og effektivitet er altså ifølge neomodernistisk organisationsteori knyttet sammen og det skal der tages højde for. Det neomodernistiske syn på kultur hænger også sammen med det neomodernistiske syn på menneskers rolle i organisationer, fordi det er personer som repræsenterer kulturen.
En af de bærende kræfter indenfor human relations er Jules Roethlisberger (1894-1974). Han havde en videnskabelig tilgang til de emner som konfronterer folk i organisationer og udarbejdede to spørgsmål som en organisationsteori bør arbejde med. For det første hvordan en organisationsteori udvikles så udvikling af de menneskelige aspekter i organisationer tillades. For det andet hvordan organisationsteori sikre medlemmers effektivitet. En sådan organisationsteori må indeholde 3 dele, som er typisk neomodernistiske: en socialvidenskabens indsigt, socialvidenskabens metoder samt en humanistisk ontologi.
Roethlisbergers arbejde og fokus korresponderer med de vigtigste kendetegn i neomodernistisk organisationsteori. Nemlig socialvidenskabernes rolle samt menneskets placering i organisationer. Dertil kommer forholdet til kultur, som Roethlisberger ikke har så stort fokus på, men alligevel er meget kendetegnende for neomodernistisk organisationsteori.
Tags: Neomodernisme, Organisationsteori
