Virksomhedshistorie - part II

Som opfølgning på mit tidligere indlæg om virksomhedshistorie vil jeg nu være lidt mere kritisk omkring denne anvendelse af historie. Jeg berører i det andet indlæg nogle enkelte kritiske områder. Jeg vil bl.a. gå mere i dybden med disse områder her.

Den neutrale historiker
Det har i historievidenskaben altid været en dyd, at være den neutrale observatør. Lige tilbage fra Leopold von Ranke har man set historikeren som den neutrale observatør, der kan fortælle, “wie es eigentlich gewesen ist”.
Denne antagelse så man blandt andet igen i positivismen, hvor man forsøgte at anvende naturvidenskabelige metoder og tanker på historie. Først i den senere postmodernisme har man for alvor forsøgt at etablere en forståelse af, at historikeren ikke kan træde ud og være neutral observatør. Historikeren vil altid tage en form for stilling, hvilket kan ses i valg af ord mv. Dette synspunkt findes dog også til dels i hermenutikken.
Ved virksomhedshistorie bliver historikeren betalt for at lave et stykke arbejde, som formentligt munder ud i en relativ positiv historie om den pågældende virksomhed. Dette kan bl.a. skyldes, at der for virksomheden er et grundlæggende, konkret mål med virksomhedshistorien - en bedre bundline.
Historikeren er nødt til at forholde sig til dette. Hvad vil man gøre, hvis man skal “pynte” på sin historie for at stille virksomhedens ledelse tilfreds? Her vil der være nogle virksomhedsteoretiske udfordringer.
Historikere ser for størstedelens vedkommende sig selv som neutrale, uden bagvedliggende motiver - det kan være politiske, økonomiske mv. Denne selvopfattelse kan jo så kollidere med problematikkerne omkring virksomhedshistorie. Men historikere har førhen brugt historien til at forølge et politisk mål. Dette er eksempelvis sket i fascismens Europa samt Thailand og Malaysia, hvor man har brugt historien til at legitimere det pågældende styre. Så historikere har altså før været styret af nogle andre motiver end bare en neutral historie.
Det er dog formentligt op til den enkelte historiker, hvorvidt man vil “pynte” på en virksomheds historie, men min formodning er, at mange gerne vil beholde deres “historiske integritet”. Og ikke udelukker facts, begivenheder mv.
Spørgsmålet er også, om der ikke kommer den bedste virksomhedshistorie ud af sandheden. Dette vil i hvert fald skabe mest troværdighed, hvis både kunder og medarbejdere ser, der er overensstemmelse mellem det de ved og det virksomheden fortæller. Det bliver for alvor problematisk, hvis virksomhedshistorien svækker virksomhedens troværdig pga. af usandheder, ignorerede begivenheder osv.

De ovenstående udfordringer ved virksomhedshistorie er hovedsageligt set med en uddannet historiker som aktør. Virksomhedshistorie kan selvfølgelig også foretages af andre. Eksempelvis journalister eller lignende. Der er dog visse fordele ved at bruge en historiker: for eksempel metode, måske neutralitet, fagprofessionialisme mv.

Tags: Historie, Historievidenskab, Organisationsteori, Virksomhedshistorie